Nye danske kartofler

 
 

Det er sommer, hvor vejret har vist sig fra sin allersmukkeste side.
Turisterne nyder livet i sommerhusene, og derfor skal de selvfølgelig smage de nye danske kartofler.
Jeg synes, at nye kartofler, som bare lige er kogt møre og serveres med lidt smør og havsalt, er den skønneste spise.

Mulighederne for at bruge nye kartofler i madlavningen er uendelige. Kog dem og server dem med smør, dild og lidt salt.

Sådan gør du:

Start med at skrubbe kartoflerne, og læg dem derefter i vand, så de lige akkurat er dækket.
Tilsæt salt og evt. dildstilke for at give dem ekstra god sommersmag.
Når kartoflerne koger, skal du skumme dem af og lade dem småkoge i syv-otte minutter.
Sluk herefter for gryden og lad de nye kartofler stå i vandet i yderligere syv-otte minutter.
Hæld vandet fra og nyd de lækre kartofler.

Smørristede kartofler

Men variation skal der til, så hvad med lækre, smørristede nye kartofler med persille.
Kartoflerne er supernemme at lave. De skal ikke skrabes – men blot skrubbes let. Derefter skal de have et opkog i en gryde med letsaltet vand og en svingtur i smør på en varm stegepande.
Ikke så meget hokus pokus, men ikke desto mindre fantastisk lækre kartofler.

Sådan gør du:

Hæld vandet fra kartoflerne og lad dem dampe nogenlunde tørre. 
Imens smeltes smørret på en stegepande eller i en gryde ved middel varme. 
Hæld kartoflerne på panden og ryst den godt, så smørret fordeles. 
Lad kartoflerne stege i ca 10 minutter til de får stegeskorpe og bliver lysebrune. Ryst panden med jævne mellemrum. 
Drys kartoflerne med salt og ryst panden en sidste gang, inden kartoflerne hældes i en skål. 
Pynt med friskhakket persille og server.

OBS! I stedet for at drysse den på toppen, kan persillen vendes rundt i kartoflerne på panden i de sidste minutter af stegetiden.

Nye kartofler kan købes i de lokale gårdbutikker, som du finder på vej gennem Store Vildmose.

 

 
 
  Til forsiden  
 
webdesign: KRAFTnewmedia.dk